Mange tror, at et fuldkornsbrød nødvendigvis skal være mørkt, tungt og fuldt af kerner. Men faktisk kan du også bage lyse fuldkornsbrød helt uden kerner. Ganske vist betyder fuldkorn ‘hele kornet’, men det kan sagtens være som mel. I fuldkornsmel er hele kornet formalet, så du også får kimen og skaldelene med. Det er her langt de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder.
Bare du bager brød med mindst 50 % fuldkornsmel, er det fuldkornsbrød. Uanset om det er bagt på hvede, rug, spelt eller andre kornsorter, er princippet det samme.
Hvis du gerne vil bage med fuldkorn, så bare kig efter det orange fuldkornslogo på dit Valsemøllen produkt. Du kan se alle vores fuldkornsprodukter her.
Hvem siger, at fuldkornsbagværk skal være kedeligt? I hvert fald ikke os! Bag de mest saftige fuldkornsbagels. De kan bages med Hvid Hvede®Fuldkornsmel, hvilket betyder, at der ikke er tydelige skaldele i, som du kender det fra traditionelt fuldkornsmel. Samtidig får du også de gode ernæringsmæssige fordele med. Lækkert, ikke?
Cathrine Brandt har udviklet en skøn opskrift på fuldkornsbagels, der er svære at modstå. De er perfekte i madpakken, og er en god måde at skjule fuldkorn på. Se videoen og lær, hvordan du former de runde brød med hullet i midten. Det er slet ikke så svært, som man skulle tro!
Det er veldokumenteret, at fuldkorn er sundt. Fuldkorn indeholder mange gode vitaminer, mineraler og kostfibre, og det holder gang i maven. Samtidig mætter det godt, og det mindsker risikoen for eksempelvis kræft og hjerte-kar-sygdomme.
Heldigvis er fuldkorn også propfuldt af smag! Når du bager med fuldkornsmel, får du brød, der smager af meget mere, fordi skaldelene indeholder en masse aroma- og smagsstoffer.
Du kan sagtens bage flot, saftigt og velsmagende fuldkornsbrød – både med og uden surdej. Det særlige ved surdejen er, at den både fungerer som hævemiddel og smagsgiver, og den forlænger brødets holdbarhed.
Surdejen indeholder masser af mælkesyrebakterier og gærceller. Mælkesyrerne omdanner melets sukkerarter til syrer, så brødet får den karakteristiske syrlige smag og aroma. Surdejen forlænger også brødets holdbarhed, fordi surdejens eddikesyrer har en konserverende effekt.
Fuldkornsbagværk behøver ikke kræve så meget af dig. Hvis du nemt vil have fuldkorn i din hverdag, kan du bage brød, boller eller snacks med vores bageblandinger. Her er der et bredt udvalg af fuldkornsprodukter, der kan bruges til meget mere end bare boller. Dejen kan nemlig bruges til at fra pølsehorn til pizzabunde. Det handler bare om at finde din nye favorit.
Valsemøllen er en del af Fuldkornspartnerskabet, som er et samarbejde mellem sundhedsNGO’er, fødevarevirksomheder og Fødevarestyrelsen, hvis mål er at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
Hvis du vil vide mere om fuldkorn, kan du blive klogere på www.fuldkorn.dk