Sådan gør du
Kikærtebøffer
-
Skyl kikærterne godt og afdryp.
-
Rør hørfrøene sammen med vandet, og lad det trække i 10 min. til det får en tyk og geléagtig konsistens.
-
Hak løget groft, skræl de søde kartofler og riv dem groft.
-
Kom halvdelen af kikærterne i en foodprocessor sammen med løg, hørfrøblandingen, spidskommen, salt og peber, og blend til en jævn og cremet konsistens. Hvis du ikke har en foodprocessor, kan du også bruge en stavblender.
-
Kom blandingen i en skål, og vend med resten af kikærterne, groftrevet sød kartoffel, hvid fuldkornsmel og finthakket persille. Lad farsen hvile og stå og samle sig i ca. 30 minutter.
-
Er farsen våd og usammenhængende, skal du tilsætte lidt mere mel. Tænd ovnen på 200°C alm. ovn. Form farsen til 8 bøffer, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag kikærtebøfferne i ovnen i ca. 30 minutter, til de er gyldne.
Sprød spidskålssalat
-
Halver kålen. Fjern stokken og de yderste blade og snit kålen fint. Drys med salt og sukker og kram kålen godt. Skær æblerne i tynde både og vend med kål.
Yoghurtdressing med hvidløg
-
Pres hvidløget og bland sammen med de øvrige ingredienser. Smag til med peber.
Servering
-
Servér kikærtebøfferne med den sprøde spidskålssalat, yoghurtdressing og groft brød.
Klimavenlige opskrifter fra Fuldkornspartnerskabet
Vi har udviklet en række opskrifter, der er gjort klimavenlige, ved at de indeholder mange grøntsager og kornprodukter, som har et lavt CO2-aftryk i forhold til kød, særligt oksekød. Alle fødevarer er desuden udvalgt efter at have et for fødevarekategorien lavt CO2-aftryk, som Concito har udregnet i rapporten ”Klimavenlige madvaner”.
Alle opskrifterne er fuldkornslogomærkede og lever op til kravene i Nøglehulsmærkningen. Opskrifterne er fulde af grøntsager og fuldkorn samt baseret på planterigets fedtstoffer. Vi har reduceret mængden af kød (80-100 g pr. person) og erstattet med kylling, fisk eller gjort opskriften helt vegetarisk.
Vi har tilstræbt at begrænse madspild, ved at angive passende portioner (til fire voksne). Overordnet set anbefaler vi, at du ikke laver mere mad end du skal bruge. Har du evt. rester, så brug dem gerne dagen efter.
Opskrifterne er udviklet til sensommeren/efteråret med fokus på frugt og grønt i sæson, idet frilandsgrøntsager og lokalt producerede grøntsager og frugter generelt er bedst for klimaet. Ønsker du at lave opskrifterne uden for sæson, kan du med fordel udskifte de friske grøntsager med danske grøntsager fra frost eller grøntsager, som er produceret i et land tæt på.
Opskrifterne er udviklet sammen med Fuldkornspartnerskabets samarbejdspartnere.