3 gode madpakketricks

lav gode madpakker til glade børn

Den gode madpakke

Det kan være svært at lave gode madpakker, der både bliver spist og giver god næring. En god madpakke giver glade børn med god energi. Midt på dagen trænger ungerne til at få mad i maven, der klarer dem igennem en måske lang dag. Derfor har vi lavet 3 madpakketricks, der både giver mætte børn og glade forældre. For ingen ønsker en uspist madpakke og en mave der knurrer.

Læs med her, hvor vi giver vores bud på, hvad der gør en madpakke god for både hjerne og hjerte.

1. Varier madpakken og tilføj farverige grøntsager

Madpakker kan laves på mange måder, og det er vigtigt at variere indholdet af madpakken ofte, også selvom dine børn har sine favoritter. Det gør, at børnene aldrig bliver trætte af deres yndlingsmadder og samtidig bliver udfordret en smule på smagsoplevelsen.

Grøntsager er vigtige at have med i madpakken, udover at de indeholder mineraler og kostfibre, så er de farverige og kan pynte en madpakke gevaldigt op. Skoleagurker, små snack-peberfrugter, babymajs, cherrytomater og andre grøntsager, som er små og farverige, giver spil til madpakken og gør den indbydende at se på. Varier grøntsagerne ofte og skær dem ud i forskellige størrelser og former for at forny oplevelsen.

 

Få massere af inspiration til madpakken

2. Lad madpakken bestå af tre elementer

Det er altid dejlig at have nogle huskeregler, når der skal laves madpakke. Så er det nemmere at sammensætte en madpakke, når kreativiteten slipper op. En tommelfingerregel vi følger er, at madpakken skal bestå af tre elementer:

  • Brød (gerne med fuldkorn): F.eks. Rugbrødsmadder eller fuldkornsbrød med pålæg, pirogger, pølsehorn eller pizzasnegle.
  • Grøntsager: Både de lette som tomat, agurk og peberfrugt, de søde som majs og ærter, og de grove som gulerødder, blomkål og broccoli.
  • Det lækre: Kyllingelår og små frikadeller, rosiner og små dadelkugler eller ost, yoghurt og grovere kiks og knækbrød.

Du kan også bruge Fødevarestyrelsens huskemodel ‘Madpakkehånden’ med dens fem fingre, der er enkle huskeregler for, hvad der bør komme i madpakken.

 

Find 'Madpakkehånden' her

3. Gør madpakken hyggelig og overskuelig 

Børn har brug for en overskuelig madpakke. Portionerne må helst ikke være for store, da det gør madpakken alt for overvældende ved første øjekast, og børnene kan hurtigt miste appetitten. Lav i stedet små rugbrødsmadder og grøntsagsstave mm.

Et andet tip er at pakke maden ind i husholdningsfilm i stedet for stanniol eller bruge en gennemsigtig madkasse. På den måde er det nemmere for dine børn at kunne overskue madpakken, når de kan se, hvad den indeholder.

Vi spiser med øjnene, og derfor skal der gerne tilføres lidt hygge til en madpakke. En pæn serviet, en farverig muffinform til at rumme vindruerne, grøntsager på spyd eller en lille note med et ønske om en god dag. Alt sammen små, nemme tricks til at gøre madpakken til en hyggelig oplevelse.

madpakke